Hvert år bliver ca. 60.000 danske børn indlagt1. Og det kan det være en skræmmende og ubehagelig oplevelse. Men en blød krammebamse i favnen kan gøre en stor forskel for barnet. Og bamserne er også en hjælp for personalet, lyder det fra sygeplejerske Kathrine Marie Skovsbøll. Hun oplever, at bamsen er et godt redskab til at nå ind til børnene.
Kathrine Marie Skovsbøll er sygeplejerske på Aarhus Universitetshospital på Børn og Unge afsnittet. Her er hun hver dag i kontakt med syge børn og deres forældre, når børnene skal behandles kirurgisk eller medicinsk. Hun møder fx børn, der skal behandles for blindtarmsbetændelse, nyre- og urinvejssygdomme eller brækkede arme og læsioner i maven.
For Kathrine Marie Skovsbøll er dagene aldrig ens, men fælles for hendes små patienter er, at de har god glæde af krammebamserne, Thea og Theo, som TrygFonden hvert år deler ud til landets børneafdelinger for at gøre børnenes behandlingsforløb lidt lettere. Kathrine Marie Skovsbøll bruger fx bamsen, når hun skal skabe den første kontakt til børnene.
”Bamsen er en god hjælp for mig som sygeplejerske, og jeg er overbevist om, at den skaber tryghed for børnene. Når vi kommer ind i vores blå tøj, ser vi måske lidt uhyggelige ud, og så er bamsen en håndgribelig størrelse, vi bruger som et redskab til at skabe kontakt og tillid til barnet. Ofte ved jeg ikke andet om barnet end deres sygdom og alder, og så er bamsen en god indgangsvinkel til at tale med barnet og lære det at kende,” siger Kathrine Marie Skovsbøll.
Hvis Thea kan, kan jeg også
På Aarhus Universitetshospital bruger sygeplejerskerne bamsen ikke kun til den første kontakt, men under hele behandlingsforløbet. Eksempelvis bruges bamsen ofte til at berolige børnene, inden de skal opereres.
”Det kan være skræmmende for de små størrelser, når de skal bedøves. Her er bamsen en god hjælp til at gøre børnene rolige og trygge. Vi giver bamsen til barnet og fortæller, at Theo eller Thea har lovet, at de nok skal passe godt på barnet, og at de er lige ved siden af, når han eller hun vågner igen. Og vi oplever, at det får barnet til at slappe af,” siger Kathrine Marie Skovsbøll.
Krammebamsen er også en god hjælp til at forklare barnet, hvad der kommer til at ske. Ofte demonstrerer Kathrine Marie Skovsbøll på bamsen først, hvis hun fx skal lægge drop eller kateder. Med andre ord går bamsen forrest for barnet.
”Børnene kan godt være nervøse, når de fx skal have fjernet et drop i hånden. Her inddrager jeg bamsen ved først at give den forbindingen på og så vise, hvordan jeg tager den af. Jeg viser også på bamsen, hvordan jeg bruger vores forskellige redskaber, mens jeg fortæller om, hvad jeg gør. Børnene synes tit, det er lidt sjovt, når bamsen har den samme forbinding på som dem, og så får de ofte følelsen af, at ’hvis Thea kan, så kan jeg også,’” siger Kathrine Marie Skovsbøll.
Del af en hemmelig klub
Bamsen vækker glæde og stolthed hos mange børn, fordi den bliver et billede på, at de har været igennem et svært forløb, fortæller Kathrine Marie Skovsbøll.
”Bamsen kommer ofte til at betyde noget helt særligt for børnene. Vi fortæller dem, at nu er de kommet med i en hemmelig klub for børn, der har en krammebamse. Det er nemlig kun børn, der har været i behandling, der kan få sådan en bamse. Det synes børnene er sejt, og de bliver stolte af, at de har gennemgået behandlingen og klaret det flot,” siger hun og fortsætter:
”Mange af de børn, der er igennem et længere forløb eller kommer hos os igen, har bamsen med sig til alle behandlingerne. Det er tydeligt at se, at bamsen bliver brugt, og at børnene er glade for den – for bamsen er ikke helt så fin og så hvid, som da de fik den. Der er ingen tvivl om, at de fleste børn bliver meget glade for deres krammebamser, og at den følger dem i mange år.”
Fire gode råd til brug af krammebamsen fra Kathrine Marie Skovsbøll
1. Skab kontakt til barnet gennem bamsen: Bamsen er en god indgangsvinkel til børnene. Brug den til at skabe kontakt til barnet ved fx at spørge til bamsen. Det hjælper barnet til at blive tryg og opbygge tillid til dig som sygeplejerske.
2. Demonstrér på bamsen, hvad der skal ske: Brug bamsen til at forklare forløbet for barnet. Hvis du fx skal lægge drop eller give forbinding på, så gør det på bamsen, inden du gør det på barnet. På den måde ved barnet, hvad der skal ske. Og barnet tænker ofte, at hvis bamsen kan, så kan jeg også.
3. Find dit eget indre barn: Sæt dig ind i børnenes tankegang og tænk på, hvordan de har det, og hvad en bamse kan betyde for et barn. Hvis du møder barnet i øjenhøjde og taler ind til bamsen, hjælper det til at gøre barnet trygt og gør det nemt at tale med barnet.
4. Gør bamsen til noget sejt, barnet kan være stolt af: Bamsen bliver et symbol på, at barnet har været igennem en behandling, og at de har klaret sig flot igennem. Som sygeplejerske kan du være med til at gøre bamsen til noget særligt for børnene. Fx ved at fortælle dem, at de nu er med i en hemmelig klub sammen med de andre børn, der har en Theo eller Thea, fordi de også har været indlagte.